Da Kurt var spæd, blev han sendt på børnehjem. Som femårig blev han IQ-testet og stemplet som “åndssvag”. I virkeligheden fejlede han ingenting, men kunne intet høre. Han var det, man i dag kalder ørebarn. Herfra fulgte ni år i åndssvageforsorgen og på sinkehjem, hvor hård vold blandt de anbragte var hverdagskost. På sinkehjemmet blev Kurt over flere måneder misbrugt seksuelt af en større dreng – noget, han aldrig delte med nogen. Årene i statens varetægt var fyldt med svigt, som satte sig dybt i ham – og det har præget hans liv lige siden.

Som voksen gav Kurt volden videre til sin egen søn, Bjørn, som voksede op med frygten for, hvad der ventede, når hans mor gik til banko, og han var alene med sin far. Den vold, der engang blev rettet mod Kurt som barn, blev nu rettet mod ham. Volden blev et sprog, de begge lærte – og talte.

Som ung blev Bjørn selv en slagsbror. Han havnede i det ene slagsmål efter det andet og sådan forløb hele ungdommen, hvor han til sidst blev en del af rockermiljøet.
I dag er volden lagt på hylden. Nu bruger han sin energi på at kæmpe for dem, der ikke kan kæmpe selv – de anbragte børn og sin far, Kurt.

Sammen har far og søn sagsøgt staten for fejlanbringelsen og de svigt, Kurt har oplevet. Samtidig kæmper Bjørn for at ændre lovgivningen, så forældelsesfristen for sager om anbragte børn fjernes. Det er ikke kun en kamp for Kurt, men for alle de børn, der dengang og nu er blevet svigtet i statens varetægt.

Men kampen handler også om noget dybere – om at bryde den arv af vold og tavshed, der har præget deres forhold.

For hvordan sætter man ord på smertefulde følelser, når man aldrig har lært det? Nu forsøger Bjørn at tage hul på snakken med sin far – om volden, tavsheden og længslen efter anerkendelse. Måske kan de finde modet til at tilgive – både hinanden og sig selv.

“Ingen f*cker med min far” er en fortælling om svigt, vold, kærlighed og social arv – og om en søn, der kæmper for retfærdighed og forsoning, før det er for sent.