Naboen fra helvede, TV2
I udkanten af Højby i Odsherred har Markus og Lisa købt et lille nedlagt landbrug, hvor de drømmer om at være selvforsynende og lave lydhealing i deres tipi.

Men noget forpurrer idyllen. Deres nabo, Simon, har nemlig købt grunden, der ligger imellem dem, og med kommunens opbakning opfører han områdets største minigolfanlæg på grunden. En ny turistattraktion i Odsherred, som skal have op mod 40.000 årligt besøgende. Og Simon kommer godt fra start, for allerede første sæson indløser 20.000 besøgende billet til parken.

Men på den anden side af den lille landevej vokser Markus og Lisas frustrationer. De må nu leve med bildøre, der smækker, friturelugt i deres stue og larm fra minigolfbanen. Simons minigolfpark er alt det, de er flyttet fra byen for at undgå.

Markus gør nu derfor alt for at vise Simon og hans gæster sin utilfredshed, og han tager både megafon, grill, kæmpehøjtalere og motorsav i brug til formålet.

Men er der plads til både Simon og Markus’ drøm på den lille landevej i Højby, og kan de to naboer finde en løsning?